Den stille pottemager.
artikel af Jesper Reutemann
Derude i Hvidovre ligger
dér et stykke jord. Græsset vokser vildt.
Fuglene flyver kækt i kådhed rundt i den vildt voksende vegetation. En
håndfuld huse ligger spredt i et stort område. Derovre breder markerne sig ud
over horisonten. Derinde ses skorstenene på husene oppe imod bymidten med Kirke
og rådhus i Bytoften.
Grunden er ikke
stor. Men den er væk fra byens hovedgade – Hvidovrevej. Ja, faktisk helt nede i
bunden af M. Bechs Allé – Her er der fred og ingen travlhed på de grusede veje.
Sådan kunne han have
stået og funderet. Sådan kunne han have stået og forelsket sig i området der
kunne give arbejdsro og fred for den frembuldrende verden med et vejnet som med
tiden også skulle stikke sin asfalterede fingre helt derud.
Næh det var formentlig en
stor bunke mursten på grunden der gav den unge pottemager lyst og mod på at
bygge i Hvidovre. Idyllen har måske ikke sagt ham så meget, men fred og ro, dét
havde den unge mand med det urolige sind brug for.
Grunden blev købt og
snart skulle der stå en god ovn bygget af de henlagte mursten. Omkring ovnen
blev der bygget noget som nærmest lignede et skur. Bestemt ikke en bolig. Som
sådan blev den dog først brugt til senere, men i begyndelsen cyklede han frem
og tilbage fra bopælen i Nærum, hvor han også arbejde på keramikfabrikken
Schollert.
Ovnen står færdig i 1943.
I de varme måneder er Ejvind særdeles produktiv. Han når ikke altid hjem og
derfor indrettes et par af hylderne i hytten som soveplads. Ejvind er ikke ked
af at være alene. Det har han prøvet før. I 30´erne var han først i England og
siden i Spanien efter borgerkrigen som frivillig hjælpearbejder. Oplevelserne
under primitive og til tider umenneskelige forhold havde hærdet den unge mand.
Han vidste at der var hårde år, men der var ingen garanti for at de senere blev
bedre.
Pacifist – men absolut
ikke pessimist. Ejvind tænke også dybt og længe. Nogle gange så han helt glemte
hvornår tankerne var begyndt og hvornår han stoppede.
Et svingende tungsind af
mørke tanker forhindrede ham dog ikke i at starte en egentlig produktion af
syltekrukker og andre brugsgenstande i ler.
Ejvind opnåede også at få
patent på drikkeskåle til duer. Det vides med sikkerhed at han til hver en tid
var leveringsdygtig til byens brevdueforening der netop lå på M. Bechs Allé.
Efter krigen blev Ejvinds
lille keramiske værksted også ramt at mangel på materialer og produktionen blev
indstillet.
Ejvind er en dygtig
håndværker. Er alsidig og perfektionistisk. Hænderne er godt skruet på. Dette
kommer ham til gode under ansættelse på Den Kongelige Porcelænsfabrik på
Frederiksberg.
Den kunstneriske leder på
stedet Thorkild Olsen kan overlade svære og krævende opgaver til den grundige
og stille mand fra Hvidovre. Bl.a. udfører han vanskelige glaseringsopgaver og
når der skal brændes ved Ejvind lige præcist hvor tingene har bedst af at stå i
ovnen.
På fabrikken møder han Lizzi. De
to unge bliver glade for hinanden. Men det er ikke velset med kærestepar på
arbejdspladsen.
Imens kærligheden blot
bindes i korte glimt i løbet af arbejdsdagen florerer den frit ude i Hvidovre i
fritiden.
Ejvind vil dog allerhelst
være sin egen. Han stopper på ”Den Kongelige”
og Lizzi følger efter to år senere. Der bygges ud og et egentligt
værksted finder form. Der er ingen børn i ægteskabet, men det er ikke fordi de
savner selskab med børn. Dem er der nok af de er flittige gæster – for lege med
ler – det kan børnene. Efterhånden flytter flere til i området. Udbygning af kvarteret
bag Hvidovre Kirke taget til. Sønderkær er ved at finde sin form. Lervarerne
tager også nye former. Organiske skåle vaser med spir og ører skabes i stort
antal. Der dekoreres i hvide og sorte glasurer. Efterspørgslen er stigende og
parret må ofte tage natten til hjælp for at kunne levere de bestilte varer.
Køberne er alle de unge
fra 30´erne og 40´erne som er ved at etablere sig i storbyerne.
Uddannelsesmulighederne er forbedret og det er blevet lettere at få
beskæftigelse. Der skal noget pænt på teaktræs reolen og på sofabordet. Dansk
kunsthåndværk i almindelighed oplever en kolossal interesse gennem 60´erne og
70´erne både herhjemme og i udlandet. Nielsens from Hvidovre
eksportere
da også – Vancover i Canada får gennem en lang årrække mange forsendelser fra
det lille værksted på M. Bechs Allé. Herhjemme sælges varerne fra flere
forretninger – hovedsageligt i Københavnsområdet, bl.a. hos Kern Kunst i Lyngby
og hos Magasin du Nord. Et samarbejde med Illum forsøges, men de ønsker ikke at
have den sammen vare som den store nabo længere oppe ad Strøget. Ejvind er
ikke nogen god sælger. Varersortimentet
har ellers udvidet sig. Nu laves også vaser,
skåle, askebægere, lyseholdere og relieffer i grønne og brune nuancer. Endda
blå glasurer anvendes med stor succes. Varerne sælger heldigvis sig selv.
Ejvind opper sig først rigtigt når talen går på reliefferne. Dem har Lizzi
nemlig lavet. Alle som én. Både de på danske grund kendte dyr, men også de med
afrikanske dyr, som blev til efter en Afrikarejse i 1964 hvor de tog et
sabbatår. Pudsigt nok var den mest populære varer værkstedets relieffer. De var
nu også lavet i kærlig forening – Lizzi havde formet reliefferne med de
smilende dyr
og Ejvind havde udviklet
glasurerne. Sådan skulle det bare være. Og sådan fortsatte de det gode
samarbejde.
Senere tog Lizzi
uddannelse som håndarbejdslærer og hun fandt beskæftigelse på en systue.
Pottemagerens sind blev vanskeligere, men han
forsøgte at opretholde produktionen, der fortsatte i et noget mindre omfang. I de
depressive perioder stod ovnen dog stille. Parret levede stille op gennem
70´erne. Lizzi havde fast job og samtidigt var hun underviser i på aftenskole i
Hvidovre. Ovnen ”slukkedes” i 1978. Produktion af Ejvind Nielsen keramik var
ophørt. Dog ses en vejledende prisliste fra 1987. Lageret var endnu ikke tømt.
Der var stadig udvalg i den brede vifte af keramiske arbejder og mesteren kunne
smilende konstatere at reliefferne fortsat var dyrest.
Det gamle hus og værkstedet blev revet ned og
et nyere hus står nu opført på grunden. I 1988 dør pottemageren fra Hvidovre 72
år gammel.
Iblandt nutidens samlere
af keramik og handlere af gammel brugskunst har de fleste haft et stykke
keramik i hånden signeret med Ejv. Nielsen Denmark
i bunden. Alle som en har tænkt – sikk´n
fantastisk form – hvilken vidunderlig glasur
– men hvem er ham Ejvind Nielsen ? Han findes ikke i litteraturen under kendte
kunsthåndværkere eller i noget kunstleksikon - men
han fandtes dog i Hvidovre. Igennem 25 år
arbejdede han ihærdigt med det håndværk han havde lært. Flittigt og med stor
succes producerede hans lille værksted tusindvis af små vidundere i grønne,
blå, hvide og sorte farver. Prøv at søge hans navn på internettet. Du finder
med sikkerhed et par amerikanske handlere som har en eller flere af hans
keramiske værker til salg. Du må ikke blive forskrækket når du ser prisen på
hans vaser. Selv uden at kunne kursen i hovedet ved de fleste at 150.00$
vistnok er mange kroner.
Over there
aner de ikke hvem Ejv. Nielsen Denmark er – men kvalitet fornægter sig ikke.
Den står som oftes mål med det håndværksmæssige niveau.
Vinden fanger stadig
toppen af de små frugttræer i haven på M. Bechs Alle. De har indåndet røgen fra
Ejvinds ovn.
De har mærket varmen fra
værkstedet når døren stod pivåben, de har set lyset fra de små duggede vinduer.
Nu har du også lært Ejvind at kende. Måske møder du ham en dag når du går på
loppemarkedet på det lokale Torv eller også når du først at se ham bag pansrede
vinduer i et forretningsvindue i New York hvor der handles med
Modern
Scandinavian Art of the 20th Century.